Vi har brugt Puk som coach overfor vores medarbejdere i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. En række af vores opgaver skal sammen med flere medarbejdere flyttes til et center på Sjælland. I den forbindelse har der været udsigt til flere afskedigelser eller omplaceringer og samtidig har vi været nødt til at fokusere på sikker drift, fordi opgaverne først skal overflyttes næste år. Det er en lidt vanskelig øvelse for alle, men især medarbejderne, der på den ene side skal holde fokus på kerneopgaven og alligevel være klar til at flytte eller få nye opgaver.
I ledelsen har vi selv involveret os i opgaven og været i tæt dialog med medarbejderne. Vi har i samarbejde fundet en god måde at håndtere de fælles udfordringer, men det var vores oplevelse, at der også var en række personlige udfordringer, som ledelsen havde vanskeligt ved at involvere os i. Derfor var det helt oplagt at tilbyde Puk som coach for de medarbejdere, der står overfor de store forandringer. Puk har nemlig indsigt i organisatoriske forandringer, kender reaktionsmønstre og har samtidig en fabelagtig evne til hurtigt at vinde andres tillid.
Medarbejderne har også været meget positive over tilbuddet om coaching hos Puk. Nogen havde behov for en enkelt samtale, mens andre har haft 2-3 samtaler over en 4 måneders periode. Flere af medarbejderne har været ‘høje’ efter samtalerne og følt sig meget løftet i forhold til både professionelle og personlige udfordringer. Flere af dem har også givet udtryk for, at livlinen til Puk, frem mod afklaringen af deres fremtid var vigtig, for ikke at lade forandringerne ‘tage magten fra dem’.
Som ledelse har vi set, at ingen af de berørte medarbejdere har været sygemeldte pga. stress – på trods de store forandringer. I øjeblikket oplever vi også meget konkret, at medarbejderne har overskud til flere forandringer sideløbende med overdragelsen af opgaver. Vi har desuden fået den oplevelse, at medarbejdere, efter coachingen er mere afklaret og derfor bidrager endnu mere.
Michael Hansen Bager, Chef for Borgercenteret, Bornholms Regionskommune
Jeg går i et sparringsforløb hos Puk i forbindelse med relancering af min virksomhed, og vi har en rigtig god udveksling omkring idéer og tiltag løbende.
Jeg opfatter det egentlig mere som sparring end som decideret coaching – og det er lige netop det, jeg har brug for. At mærke at der er en gensidig udveksling og respekt omkring mit virke og min person. Puks tilgang er hjerte og nærvær – og det er tydeligt at mærke. Samtidig er hun skarp og iagttagende og formår at stille de rette spørgsmål til rette tid, og arbejde til bunds i de udfordringer, der er. Puk er i mødet sig selv og meget personlig – det skaber tryghed og tillid.
Lotte Sakharoff, fotograf og tekstforfatter
Lokalportræt
Forløb med 17 teamledere i Bornholms Plejehjem og -centre. To fælles opstartsdage, 3 individuelle coachingsessioner og en fælles afslutningsdag:
Vores situation var den, at teamlederne havde brug for nye og andre input samt redskaber til at tage hånd om eget lederskab og ledelse af deres team/huse. Med udgangspunkt i de ændrede krav i velfærdssamfundet, ikke mindst til ledere/ledelse inden for serviceområderne, skulle lederne se sammenhænge med hverdagens ledelsespraksis, stigende forventninger og krav fra alle sider, dette set i sammenhæng med at der var/er behov for at den enkelte leder tager ansvaret “på sig”.
Efter forløbet med Puk, er teamlederne nu bevidste om, at de skal fremstå som den centrale leder i eget team. Yderligere er de blevet bedre til at bruge af hinandens ressourcer og kompetencer. De har fået et meget større fokus på, hvordan de skal gå forrest som rollemodeller for deres medarbejdere ved konstant at italesætte og refleksivt agere konkret i: at have borgeren i centrum.
Puk lytter sig ind til, hvad der egentlig sker i virksomheden. Kommer derefter med forslag til områder, der kunne sættes fokus på. Aftaler og deadlines overholdes, og der er altid en god udveksling og dialog om, hvordan et forløb kan gribes an.
Puk løsner en gruppe op ved gennem sin skarpe iagttagelse at italesætte områder, som måske har været svære at tage hul på i en sammentømret gruppe. Puk ser den enkelte og alligevel helheden. Hun giver i stor respekt tilbagemelding til mig som virksomhedsleder ift. hvilke fokusområder (og personer) jeg efterfølgende kunne vælge at rette blikket mod for støtte, guide og hjælpe videre.
Jeg vil gerne anbefale Puk til andre ledere som leder ledere. Fordi med Puk bliver ledelse virkelighedsnær ift. hverdagens daglige ledelse og lederskab både for mellemlederne og øverste leder/chef.
Janike Thisen, virksomhedsleder, Bornholms Plejehjem og -centre
Da jeg skulle til at blive coachet af Puk, var jeg fuldstændig frustreret og meget træt.
Puk formåede at trænge igennem mine facader, som jeg altid tager op for at beskytte mig og forstod, hvordan hun skulle tackle mig. Jeg respekterer ikke og lytter ikke, før der er en, der virkelig råber “stop!” Det gjorde Puk, så jeg forstod det.
Jeg er blevet meget mere bevidst om min egen kvalitetstid, som er så vigtig for, at jeg kan fungere. Det er med til at give mig mere overskud i hverdagen.
Jeg vil måske især anbefale Puk til mennesker, som hele tiden bare siger “ja ja”, eller “det skal jeg nok”, men som ikke gør noget ved det. Puk formår at holde fast, men også få en til at sætte grænser på en god og dejlig måde, så man føler, man selv er med.
Zette Kofod, leder af Plejecenter Åbo, Aakirkeby
Puk er noget særligt, fordi hun giver mig fokus, lytter, spørger ind og lader mig finde min egen prioritering af fokusområder. Puk er noget særligt, fordi hun skaber tryghed, god stemning og hjælper på vej, når coaching er nyt for en.
Laila Løvstad, teamleder
Inden jeg blev coachet af Puk, var der forskellige områder i mit liv både privat og professionelt, som jeg havde brug for at ændre syn på. Ved at stille spørgsmål, give erfaring videre og komme med andre “frække” input, fik Puk flyttet mit fokus, så jeg ser områderne i et andet perspektiv.
Det, der igen blev klart for mig er, at ansvaret for forandring er mit. Jeg har et valg til at gøre noget anderledes, hvis jeg vil.
Puk har modet til at stille spørgsmål, som er relevante og nærgående. Hun har en meget god fornemmelse for, hvor du er, og hvad du har brug for.
Jeg kan varmt anbefale Puk som coach.
Karin Svit Riis, teamleder for sygeplejerskerne i Bornholms Plejehjem og -centre
og coach i samme virksomhed
At blive coachet af Puk er til tider hårdt. Hun er meget ligefrem og er god til at finde usikkerheder, som hun spørger ind til. Det er godt, når man som jeg ikke ved, om det at være leder, er det jeg vil. Puk fik mig til at blive mere sikker i den retning, som jeg skal gå. Hun kommer med sine spørgsmål og sin charme meget tæt på og er god til at være nærværende. Det er som om jeg har kendt hende i længere tid, og selvom der har været en måned mellem samtalerne, virker det som om, der er gået meget kort tid.
Puks coaching har skubbet mig i den retning, der er i overensstemmelse med det, jeg har lyst til.
Flemming Høier Jensen, Søndersøskolen, Værløse
Det, der gør Puk til noget særligt, er, at hun har øjne, der brænder og siger, at hun bare vil dig!
Lene Olsen, leder af Plejecenter Klippebo, Gudhjem
Forløbet med Puk Degnegaard har været en fuldstændig fantastisk gave for mig! Inden jeg opsøgte Puk Degnegaard var jeg utilfreds med mit arbejdsliv og jobbets indhold fandt jeg uinteressant. Mit arbejde var mere en ‘pligt’ der skulle klares og min utilfredshed fik hen ad vejen også indflydelse på mit privatliv. Efter mit forløb med Puk er jeg blevet positivt ‘forstyrret’, jeg kan se muligheder jeg aldrig selv ville have set, men det vigtigste er, at jeg har fået troen på, at jeg ikke sidder fast i mit nuværende arbejde, men at drømmejobbet er derude.Jeg havde en formodning om at Puk ‘kun’ kunne rådgive omkring sammenbragte familier og de problematikker, der følger med der. Derfor blev jeg meget positivt overrasket over, hvor bredt Puk favner. Hun formåede ved hver session at ‘vække’ noget i mig, som jeg tænkte på igen og igen mellem sessionerne – og den dag i dag.
Jeg vil anbefale Puk Degnegaard til alle som har brug for guidance uanset hvor i landet de bor. Jeg er selv blevet coachet pr. telefon, og det har været meget udbytterigt.
Grith Kristensen om et personligt forløb med fokus på job og karriere
